Et af de greb jeg ofte benytter i arbejdet med unge mennesker, er at præsentere et eksistentielt perspektiv for dem. Det gør jeg fx ved at stille spørgsmål der fordrer at de kigger på sig selv som 40-årig eller ældre og begynder at forholde sig til hvilket liv de ønsker sig, på et mere nuanceret og værdimæssigt plan. Hvad vil du give dig selv af muligheder, opdagelser, oplevelser, læringer? spørger jeg ofte. Eller, hvem vil du gerne være, hvad vil du gerne udvikle dig henimod? hvilken rolle over for andre mennesker vil du gerne påtage dig? Hvad er dine forældres stemme, hvad er samfundets? og hvad er din egen stemme?
På den måde skabes et rum hvor den unge kan forholde sig til sit indre liv i relation til en fremtidsmæssig kontekst og vi kan nærme os svar på de større spørgsmål som uddannelse og arbejde, eller om seksuel orientering, parforhold, almen dannelse, vennerelationer, geografi (hvor vil jeg bo) osv.
Når det eksistentielle perspektiv får plads og fokus sammen med mig i coachrummet, så afleder det mange gode effekter. Eksempelvis skaber det plads og tid i den unges bevidsthed, det modsatte af hvad han/hun ofte føler. Mange unge har slet ikke fornemmelsen af at have tid og plads til at leve sig frem til svarerne, tværtimod føler de et stort tidspres ift. at vælge uddannelse, arbejde, parforhold, etablering generelt – det kan ikke gå stærkt nok og de efterspørger hurtige og lette svar.
Jeg svarer ofte at “de svar skal du leve dig frem til, de ligger ikke klar i en boks et sted som vi bare skal finde frem til og så er alt godt, du skal leve dig frem til svarerne på de spørgsmål”. “Men hvordan gør jeg så det hr. coach?” svarer den unge selvfølgelig. Afhængigt af konteksten og det enkelte menneske, kan svaret naturligvis her variere en del, men et svar kan fx være “Det vi kan gøre nu, er at arbejde på en skitse, en ramme, en formel om du vil, for hvor du kan starte ud og hvad du kan/skal fylde ind i dit liv for at skabe plads og tid ikke mindst, til at undersøge og udforske de forskellige eksistentielle spørgsmål du har i dig og som vi afdækker sammen i den her proces!”
Med den vinkel på at arbejde med de store spørgsmål skabes netop en fornemmelse af tid, ro og plads – elementer som er afgørende vigtige for at den unge kan begynde på den vigtige rejse der er i gang, uden at lade sig styre af samfunds-overjeget, af spejlingen i vennerne, i forælderene m.fl.
Helt generelt er det klogt at forsøge sig med det eksistentielle perspektiv når de store spørgsmål trænger sig på. I går havde jeg fx en kvinde i 50’erne som har gået hos mig nogle gange og som lige for nylig havde sagt sit job op uden at have et andet på hånden. Hun siger til mig, “Bo, det som jeg kommer til at huske det her forløb mest for er da du spørger mig, hvad jeg ville være ked af at have budt mig selv når jeg sidder som pensionist og kigger tilbage på mit arbejdsliv. Da var svaret meget klart, at det ville være at jeg blev ved med at spilde min tid på en dysfunktionel arbejdsplads for at se om jeg kunne fixe det hele, trods jeg godt ved det er umuligt og ingen andre end jeg gør noget.” (et generelt mønster for denne klient gennem tiden) – så sagde hun op!
Iøvrigt havde hun lige umiddelbart inden vores samtale, landet det helt rigtige job, hvor hun havde sig selv med 100% i forhold til de krav, forventninger og behov som vi havde defineret sammen skulle indfries for hende arbejdsmæssigt.
I ovenstående eksempel er det ene eksistentielle spørgsmål, stillet på det rette tidspunkt, med den rette timing, afgørende for at hun rykker sig fra hvor hun var i sit mindset til hvor hun havde brug for at være, for at kunne gøre det gode og det rigtige for sig selv.
Det var lidt indblik fra hverdagen her i praksissen hvor mange unge kommer i forløb når de går i stå i spotlightens blændende lys. Som jeg mener at belyse i indlægget kan det være overordentligt fornuftigt at tænke eksistentielt, også når man er i start 20’erne.
