Først og fremmest bør du gøre op med dig selv hvad karriere betyder for dig. De fleste mennesker har det lidt stereotype billede, at en karriere er noget med at arbejde 80 timer om ugen, være den sidste der går fra “pinden” og allerhelst være leder eller én med magt.
I mine øjne er det helt forkert. En karriere er for mig, når vi som mennesker bruger os selv og vores bedste egenskaber i det mest optimale miljø. Gør vi det, bliver vi glade og tilfredse med os selv og dermed også med livet omkring og menneskene omkring os.
Har du en snert af det før beskrevne billede på nethinden når du tænker karriere, prøv da at tænke alternativt, find et andet billede der tilsvarer dine egne ønsker og behov, spørg dig selv,
“hvornår er det jeg bruger mig selv optimalt”?, eller
“hvilke egenskaber, ressourcer og kompetencer trives jeg bedst med at bruge”?. eller
“vil jeg overhovedet arbejde i traditionel forstand vil jeg måske noget helt andet, forfatter, kunstner eller lign.”?
Nu er du er ved at bryde med gamle, udefra kommende overbevisninger, med samfundets og din fortids normer og begrænsninger – du er i gang med at skabe dine egne regler og tanker om hvad der er det rigtige for dig!
Nu kommer så det måske vigtigste spørgsmål:
“Hvis jeg skulle smide alle hæmninger, alle overbevisninger, hvad er så min største drøm, hvad har jeg altid drømt om at bruge mig selv til”?
Det er min erfaring at de fleste mennesker godt kender svaret på det spørgsmål, mange indrømmer det bare aldrig over for sig selv og det er ærgerligt. Der er utrolig meget positivt at hente i at indrømme sin drøm over for sig selv og måske alle andre! Det handler ikke så meget om hvorvidt drømmen er realistisk og kan føres ud i livet. Nej, det handler om at drømmen er et udtryk for hvordan du virkelig ønsker at bruge dig selv, implicit i drømmen finder du svarerne på hvad du skal gøre for at blive tilfreds og lykkelig. Indrømmer du derfor drømmen, siger den højt, lader den komme frem, kommer du uden tvivl tættere på hvad din karriere bør bestå af – næste skridt er så at finde modet til at føre den ud i livet.