Til dig der er ung – hvad vil du egentlig bruge dine 20’ere på?

Til dig der er ung – hvad vil du egentlig bruge dine 20’ere på?

Kære unge menneske – det her blog indlæg er til dig, eller i hvert fald til dig som både er ung og føler dig presset til at tage absolutte valg uden at have dig selv med. Til dig som mærker modstand uden at vide hvad den modstand betyder, til dig som føler dig helt på månen i forhold til at vælge den videre vej frem, til dig som er blevet voksen, lidt eller alt for hurtigt og til dig som ikke føler dig fri – for kære unge menneske, at være ung må og skal være gennemsyret af en dejlig og berusende følelse af frihed. En frihedsfølelse der får dig til at springe ud af sengen hver dag og nysgerrigt kaste dig ud i verden omkring dig, undersøge, prøve af, forlade comfortzonen i rum tid og turde turde!

Et af mine egne favorit spørgsmål til de efterhånden flere og flere unge (mellem 18-25) der indfinder sig i min coachpraksis, er “Hvad vil du egentlig bruge dine tyvere på”? – jeg fortsætter typisk lidt a la, “har du tænkt over, reflekteret over, sådan med et mere eksistentielt perspektiv for øje, hvad du vil give dig selv lov til at få prøvet af, testet af her i 20’erne”?
Jeg fortsætter ofte med; “for i 30’erne, 40’erne står den meget typisk på arbejde, familie osv. – så skal du for alvor teste dig selv af, virkelig blive deadsure på hvad der er din ting, hvilke roller du fungerer bedst i, hvilke miljøer, med hvilke mennesker, hvilke værdifelter du har det bedst i, hvad du er virkelig virkelig god til, så er det KUN i 20’erne du rigtig har muligheden, pladsen, tiden og ofte også det største mod til virkelig at gøre dette vigtige, kan man vel godt sige, forarbejde!.”

Bevares – der er da selvfølgelig eksempler på unge der meget tidligt ved hvad de vil med deres fremtidige liv, karriere osv. – eller ved de det, får jeg altid lyst til at spørge når jeg møder en sådan sikkerhed hos en helt ung?! – for mig at se er tvivlen i de unge år, ikke af det onde, men af det gode. For tvivl er en drivkraft som vi ofte underkender værdien af synes jeg. Særligt når diskursen over for de unge bliver at de ikke må tvivle, at de skal være sikre på deres valg og de skal træffe det hurtigst muligt – en diskurs der kommer alle steder fra, forældre, politikere, de unge selv og måske ikke mindst, fra finanskrisens spøgelse der nok mere end vi erkender, har sat sig i os kollektivt og i den her sammenhæng er medvirkende til at skabe et usundt og meget endimensionelt unge klima. Konkurrencestaten og dens påståede berettigelse er ihvertfald i min optik, født ud af dette spøgelses kolde omfavnelse.

Mit blogindlæg er et kærligt opråb, først og fremmest til alle de unge der kan genkende sig selv i det jeg her fremfører. Og sekundært til alle Jer forældre, politikere, meningsdannere, pædagoger, lærere, djøffere osv. derude som er medvirkende til at udvide og fastholde den her problematiske diskurs.

Til dig der er ung og kan genkende sig selv i ovenstående vil jeg gerne sige nogle bevingede ord der kommer lige fra hjertet.

Du må ikke have travlt i dine 20’ere med at blive voksen, med at vælge rigtigt, med at være sikker, med at vælge uddannelse og jobfelt, med at være perfekt, være smuk, populær, have de rigtige meninger og gøre hvad andre forventer af dig.

Du må meget hellere have travlt med at være modig, nysgerrig, med at tvivle, med at have store følelser, lave drama, provokere præmisserne der omgiver dig, gå imod eksterne forventninger, gå imod din frygt, udforske facetterne, nuancerne i dig selv – med at engagere dig i andre, med at udvikle din empati, med at have kærester (jeps, i flertal), med at tænke eksistentielle og filosofiske tanker (læs gerne de klassiske eksistentielle filosoffer, Kierkegaard, Satre, Heidegger m.fl.) og undre dig over dig selv, over andre, over alt faktisk!

Du er ikke alene

Mange unge som kommer i min praksis tror de er de eneste der har det sådan som de har det, det er de selvfølgelig ikke. De spejler sig i alle dem som lader til at have styr på det hele. De sidder fast i diskursen om at det, at have styr på de store linjer i en alder af 20 eller yngre er det altoverskyggende vigtigste for dem at forfølge og fokusere på. Jeg møder fx mange unge der rynker på næsen over begrebet “sabbatår” – til dem siger jeg gammelfar-agtigt, “den gang jeg var ung var år ment i flertal, i dag er det ment i ental” – derfor etabler vi ofte i forløbet en alternativ diskurs, sabbattid, sabbatperiode eller lignende.

Sabbattid indrammer rigtig godt mit budskab i indlægget her. Spejl dig hellere i de som ikke har styr på det hele, i de omkring dig som tvivler, som roder rundt og ikke er fastlåst i et givent spor og tankesæt fremfor i de som gør alt det rigtige. Er du i tvivl, er du altså i tvivl og det er et sundt tegn når man er et ungt menneske. For så er du i færd med at lære at forstå dig selv, din autentiske indre stemme. Så er du ved at disrupte med den prægning du har med dig fra samfund, forældre, opvækst og danne dig. Ja, danne dig, dannelse af dit selv, dit jeg og det er jo grundlæggende det vigtigste for et menneske for mig at se. At vi finder os selv, forstår os selv og kan navigere efter den indsigt og forståelse uden at lade os påvirke af eksterne forventninger – og her er tvivlen altså brændstoffet der skal hældes på tanken, ikke sikkerhed og eksterne forventninger.

Så derfor. Tag dig tid kære unge menneske, du har kun et liv ja, men stress ikke over det, brug hellere den vished til i tide, at komme ud i alle afkroge af dig selv – gør du det, bliver du ekspert i at vælge rigtigt senere i livet. Gør du ikke, så kommer det blot forsinket op til overfladen i 30’erne/40’erne eller senere og så er det virkelig op ad bakke – jeg ved hvad jeg taler om, for de kommer lige så i meget i min praksis som de unge gør.

Kh
Bo Lauenborg

Andre aktuelle blogindlæg

Del blogindlæg:

Kontakt mig

Søg efter mine ydelser eller blogindlæg.