Alt alt for mange går rundt og er triste over deres arbejdssituation, de drænes, i stedet for at blive fyldt op, blive beriget, udviklet. Og det er ikke kun fordi jeg sidder her i min osteklokke af en coachingpraksis og kun ser slagsiden af arbejdsmarkedet. Nej, det er et faktum, en tendens, de fleste vil nikke genkendende til – majoriteten af befolkningen kender én eller flere der går og tumler med den problematik, eller har selv prøvet det.
Og jeg møder det også uden for “osteklokken” når jeg agerer som iværksætter og chef i mit musikforlag, og jeg undres i den grad. For ikke nok med at de folk der er fanget i det meningsløse og energidrænende job ofte har siddet fast i måneder, ja år måske, så har deres utilfredsheds-følelse som regel også haft markant impact på deres generelle livsglæde og typisk også på deres selvtillid og selvværd. Og det forgrener sig naturligvis også over i den generelle livsglæde, (deraf også titlen på blogindlægget) – og værst af alt, går man rundt for længe i den zone, ja så bliver det virkelig problematisk, overhovedet at komme ud af det dysfunktionelle arbejdsfelt man befinder sig i.
Og jeg undres igen!. For hvad skyldes dette, hvorfor bliver mennesker hængende så længe, holder så hårdnakket fast, coper så ekstremt meget i et dysfunktionelt arbejdsforhold? jeg forstår det ikke – og alligevel forstår jeg det. For når jeg i mit daglige coaching arbejde dykker dybere ind i disse cases, så møder jeg en række forskellige og logiske forklaringsmodeller.
Rigtig mange der oplever at arbejdet dræner i stedet for at fylde op og give energi, bliver, når de udtrykker deres tvivl og frustration, mødt af paroler og klicheer som fx “vær glad for at du har et arbejde”, “der er altid kedeligt arbejde i et hvert job”, “lad være med at sige op, før du har et andet job” osv. osv.
Vi kender dem alle sammen, de velmenene råd og input der kommer fra folk omkring os – men kan vi bruge dem til noget? gavner parolerne, de velmenende råd?, gør de andet end at pådutte os utilstrækkelighedsfølelse, at få os til at føle os forkerte, dumme.? Som regel ikke nej! For den går ikke væk, denne følelses af meningsløshed, denne drænen af energi, den manglende arbejdsglæde – den fortsætter som oftest ufortrødent – det er sgu bare sjældent der er røg uden der også er en ulmende brand et eller andet sted!
Så jeg vil mene at kunne påstå at normer og dogmer uden tvivl, er en væsentlig forklaringsmodel for at mange hænger fast i det dårlige job eller jobfelt.
Jo, jo, man kan selvfølgelig arbejde på at cope, tilpasse sig, på at ændre sit mindset og perspektiv så man kan blive i jobbet. Men men – som i enhver anden henseende hvor der er dysfunktionalitet, ja så kan et brud være nødvendigt, tænk bare på parforhold/ægteskaber, venskaber, uddannelsesvalg osv. – sjovt nok er det forbundet med langt mindre stigma at sige stop her, end med jobbet! “Nej for pokker da”, “er du helt fra snøvsen mand” lyder dogmet her. Man siger bare ikke op, nærmest koste hvad det vil. I min optik grænser det til kollektivt hysteri. Det er som om der hér, slet ikke er plads til refleksion, til eftertanke, til rationale – og det er virkelig skidt, for det gør stor skade at hænge fast for længe i et dysfunktionelt arbejdsfelt, nogle bliver siddende fast her resten af deres liv.
Så derfor, føler du at dit job eller den jobhylde du har sat dig på, er som et gammelt dårligt og slidt ægteskab? og kan du bare ikke mobilisere dig til et skift? – så se at kommet væk, også selvom du ikke har fundet din vej eller et nyt job endnu – der er jo også masser af skilsmisser hvor parterne ikke har en ny partner ventende i kulissen! Jeg ved fra mange års erfaring hvor meget potentiale der ligger i at slippe “hold-fast-i-jobbet-for-enhver-pris dogmet” og vælge sig selv til.
Det forløser en rasende mængde energi og selvtillid at vælge sig selv gennem så klar og defineret en handling som at sige op uden at have en videre vej klar. Du får en ren plade at spille på så at sige, uden alt det mentale støj der ellers normalt er her og du vil tydeligt mærke energien, modet, troen og håbet mobilisere sig i dig.
Men hvad så med økonomien vil de fleste nok indvende efter læsning af sidste afsnit? Ja hvad med økonomien? Det er selvfølgelig altid relevant. Der er flere svar på det spørgsmål – indgår det i et coachingforløb jeg har med en klient, så skal der typisk arbejdes en del i det her felt, for det er ofte her den største begrænsning og forhindring ligger.
Typisk skal der flere ting i spil for at kunne håndtere den økonomiske del, det vigtigste er at der skal tænkes på den lange bane og der skal lægges en strategi for at håndtere denne problematik. Du laver ikke et markant skift i dit jobfelt på en uge eller en måned, det kan tage år og måske inkludere uddannelse m.v. – det er vigtigt du erkender dette og ikke søger quickfixes, for de er der ikke, heller ikke hvis du kommer til mig med din udfordring.
Er energien der til at forsøge at skifte hurtigt til et andet job hvor der ikke læses fremtidskarriere ind i, så er det en god løsning. Så kan du få et mentalt frirum der og give selve skiftet den tid det skal have. Kan du ikke det, så kan det være en løsning at se om du kan få et rent payjob på den arbejdsplads du allerede er på, her har man typisk noget goodwill og de fleste arbejdsgivere vil være åbne over for det hvis du lægger kortene på bordet. Har du friværdi i ejendommen, jamen så kan det også være en løsning med lidt tid på dagpenge og supplering af økonomien hvis det er nødvendigt. Og der er selvfølgelig en del flere scenarier man kan tænke sig.
Et er sikkert, savner du generelt livsglæde og er dit arbejdsliv/jobfelt som et dårligt dysfunktionelt parforhold, så er der kun én vej og det er at du erkender hvor stor en negativ betydning dette har for din generelle livsglæde og dermed begynder at handle aktivt på at ændre markant og ofte også radikalt på det.
Huskekager:
Du bliver nødt til at bryde med og udfordre præmissen om, at man ikke må sige op før man har et alternativt job eller en jobskifte plan klar. Det kan være nødvendigt at føre kniven her for at kunne komme videre i processen. Jo længere du hænger fast i denne overbevisning, jo mere desillusioneret og demotiveret bliver du.
Det tager ofte en del tid at foretage et jobfelt skift. Med jobfelt skift taler jeg om fx et markant skift i rollen du har, i det indholdsmæssige, i branchen, i den generelle funktion du har m.m. – altså en væsentlig ændring i forhold til dit CV, foranlediget af at du simpelthen er gået forkert fra start af, eller at du bare er blevet træt af det spor du er på.
Erkendelse, erkendelse og atter erkendelse – det er nødvendigt at erkende hvad der er forkert og hvad der skal til for at ændre det. Det er ok at give op en gang imellem i løbet af et langt liv, det dør du ikke af.
