Flere og flere af de klienter, jeg møder i mine forløb, beskriver den samme problematik og udfordring når de skal træffe vigtige valg i liv og karriere: de oplever at kommer til at sidde fast i en slags research-rundkørsel. De søger og søger efter information, der kan hjælpe dem i den situation, de står i. De håber, at den næste artikel, den næste video eller den næste eksperts råd vil give dem svaret.
Men i stedet for at finde klarhed, bliver de mere og mere forvirrede og ubeslutsomme ift. den aktuelle udfordring eller problemstilling. Rundkørslen synes at fastholde dem uendeligt og de kommer længere og længere væk fra en beslutning.
Når research bliver en rundkørsel uden afkørsler
Det er jo egentligt ret logisk og forståeligt hvorfor den situation opstår for flere og flere. For aldrig før har vi haft så meget viden og andres holdninger til rådighed. Et par klik – og du kan fordybe dig i artikler, podcasts, videoer og guides, der alle lover indsigt og løsninger. Der er uendeligt mange eksperter og meningsdannere derude der blogger og formidler løsninger på det meste. Og Ai kan du nu også konsultere og så er forvirringen total.
Overfloden af information vi kan tilgå i dag, har en tydelig bagside. Jo mere du læser og researcher, desto tydeligere opdager du, hvor mange modsatrettede råd og perspektiver der findes. Hver ny kilde åbner ikke bare en dør, men et helt hus fuld af muligheder. Og du kommer hurtigt til at sidde fast i et endeløst kredsløb, hvor ingen beslutning føles rigtig, fordi du hele tiden kunne undersøge “bare lidt mere”.
Jeg plejer at sige: For at kunne træffe gode beslutninger der føles rigtige i nuet, må du have en fornemmelse for hvad din fremtid skal handle om, hvad er fyrtårnet siger jeg ofte. Ikke fordi du kan forudsige alt, men fordi du har brug for et indre kompas, der kan vise dig, hvilken afkørsel der er din. For at blive i rundkørsel billedet – uden det større billede bliver researchen til en endeløs rundkørsel.
Fremtiden som kompas
Når jeg taler med klienter om fremtiden, handler det ikke om at lægge en minutiøs plan. Det handler om at tegne konturerne af et fremtidigt liv, der giver mening og føles rigtigt. Og det handler om at sætte ord på værdier, pejlemærker og visioner, som kan fungere som et kompas.
Hvilke værdier er så vigtige, at du ikke vil gå på kompromis med dem? Hvilke livsdogmer – dine egne leveregler – skal bære dig, også når det er svært? Hvad drømmer du om at bidrage med, når du ser dit liv lidt længere ude i horisonten? Og hvilken vision har du for dig selv – ikke kun i din karriere, men som menneske?
Når du begynder at formulere de billeder og perspektiver, sker der noget afgørende. Valgene her og nu bliver lettere og begynder at føles rigtige og mere meningsfulde. Du kan pludselig mærke forskel på om en afkørsel fører dig væk fra det liv, du ønsker, og en afkørsel, der bringer dig tættere på det.
En klient, der fandt retningen
En klient kom til mig efter at have brugt måneder på at undersøge forskellige uddannelsesveje. Hun havde læst alt, hun kunne finde, lavet detaljerede sammenligninger og talt med et hav af tidligere studerende, med familie, venner, alt havde hun gjort for at blive klogere på hvad hun skulle vælge. Hun havde håbet, at researchen ville give hende ro og hjælpe hende med beslutningen. Men det modsatte skete: jo mere hun gravede, desto mere voksede tvivlen og jo mere ubeslutsom blev hun.
Vi brugte en del tid på at debattere den tematik hun var fanget i, altså rundkørselstematikken. For de fleste tænker jo instinktivt at jo mere viden og data jo bedre, når vi skal træffe beslutninger, det er en læring de fleste har fået af forældre og samfund. Derfor kan mit perspektiv synes ulogisk, ja direkte provokerende.
Men som vi kom derudaf i forløbet fik hun mere og mere smag for mine perspektiver og da vi helt satte researchen på pause og i stedet vendte blikket fremad og begyndte at lave vores tidsrejser og perspektivere, ændrede noget sig. Hun begyndte at arbejde med sine værdier, få fat i dem, få defineret sine livsdogmer og få bedre fornemmelse for det liv, hun ønskede at etablere og skabe. Som vi fik fat i dette fremtidsperspektiv, i livsværdier, livsdogmer etc. så hun at ét af uddannelsessporene ikke bare var en praktisk løsning her og nu, men faktisk hængte sammen med den person, hun dybest set længtes efter at blive på længere sigt.
Beslutningen var stadig kompleks og uden garantier. Men den blev nu båret af mening og en følelsesmæssig konsolidering og det gjorde hele forskellen for hende. Hun er i dag i fuld gang med sin uddannelse.
At finde sin afkørsel
Det er vigtigt at understrege, at problemet ikke er research i sig selv. At søge viden kan være både klogt og nødvendigt. Men når vi søger uden et indre kompas, begynder vi at lede efter færdige svar derude – som om nogen andre kan levere facit til vores liv. Og de svar findes sjældent.
De beslutninger, der virkelig betyder noget, må forankres indefra. De skal hvile på de værdier, vi vil stå for, på de livsdogmer, vi vil leve efter, og på den vision, vi bærer for os selv. Når vi først kender de pejlemærker, har det kompas etableret i os, bliver research en hjælp i stedet for en hindring – et middel til at kvalificere vores valg, ikke en erstatning for at træffe dem.
Med et indre kompas bliver det muligt at tage en afkørsel, også selvom vejen stadig er delvist uklar. Klarhed opstår sjældent af at læse endnu en artikel. Den opstår, når vi tør tage et skridt i en retning, der stemmer med det menneske, vi ønsker at være.
Afslutning
Hvis du kører rundt i researchens rundkørsel, kan det være fristende at tro, at løsningen ligger i at finde mere information. Som om svaret gemmer sig lige om hjørnet, hvis bare du leder lidt længere.
Men måske ligger løsningen et andet sted. Måske handler det ikke om mere viden, men om et andet spørgsmål:
Hvilket liv vil jeg egentlig skabe?
Og hvordan kan de beslutninger, jeg træffer i dag, være skridt i retning af det liv?
Når det spørgsmål bliver rammen, forandrer research sig. Så er det ikke længere en rundkørsel uden afkørsler, men en vej, hvor du kan vælge det spor, der fører dig i retning af det, der virkelig betyder noget.
Har du brug for sparring?
Det kan være svært at gøre dette arbejde alene. Når vi sidder fast i research-spiralen, er det ofte fordi vi forsøger at tænke os til klarhed, i stedet for at tale os ind i den. At sætte ord på visioner, værdier og livsdogmer sammen med en anden kan gøre hele forskellen.
Hvis du mærker, at du kører rundt i ring og har brug for et sted at stoppe op og få kvalificeret sparring, er du velkommen til at tage kontakt. Sammen kan vi skabe det perspektiv, der gør det lettere at træffe beslutninger – ikke kun for nu, men for det liv, du ønsker at leve fremover.





